Sælsomme lyde sniger sig ud ad døren og op langs kældertrappen, og dermed er tonen slået an til mødet med Bjørn Ignatius Øckenholts udstilling i det beskedne galleri. Beskedenheden er, forstås, kun hvad kvadratmeter angår – formatet i øvrigt har ikke noget at rødme over. Der har allerede været en lang række meget forskellige og meget interessante udstillinger i kælderen under kunstskolen.

Denne udstilling er ingen undtagelse. Den er både forskellig og interessant.

Bjørn Ignatius er en flittig og produktiv kunstner, og det er ikke ualmindeligt at støde på flere af hans projekter samtidig. Men her har han samlet "gammelt gods" fra mere end 20 års kunstnerliv. Her er det allerførste oliemaleri fra akademitiden, her er tegninger, fotos, trækonstruktioner, bøger, plakater og af-pornoficeret pornografi i pæne rammer. Her er gummikostumer og relikvieagtige afstøbninger der kommer mindst lige så tæt på beskuerens hud som de oprindelig var på kunstnerens egen.

I en montre er der gået teknologi i den – her er kilden til de sære lyde der lægger sig som sagte underlægning til samlingen af værker: en nonstop afspilning af små løjerlige film, af den slags som man hele tiden tror man er lige ved at fatte.

Og der er mere. Og mere. Greb og pluk ned i det der er blevet tilbage fra talløse udstillinger og projekter over tid. Tilsammen giver de en fornemmelse af den større sammenhæng i Ignatius' værk. For selv om det kan synes nyt og anderledes for hver brik, der bliver føjet til de foregående, viser det sig ved nærlæsning at være ét stort værk, en føljeton med fortsættelse i næste nummer, en mystisk og eventyrlig historie der bliver både klarere og mere kompleks med hvert nyt kapitel.

Denne kunstner har meget at fortælle. Han fortæller heldigvis ofte og gerne, men det kræver en indsats at finde døren til fortællingerne. Denne udstilling er en sjælden lejlighed til at erhverve sig en nøgle.

                                                                                        Anne Lorenzen